I går havde vores CEO Marianne Bøttger den store fornøjelse at repræsentere GoCollective på fornemmeste vis på scenen til året topmøde hos Dansk Industri. DI Topmødet er et af Danmarks største og vigtigste erhvervsevent. Her mødes over 1.500 virksomhedsledere, beslutningstagere og internationale aktører for i fællesskab at diskutere de vigtigste udfordringer og løsninger, der bringer Danmark og danske virksomheder fremad.
Blandt årets temaer var fremtidens arbejdskraft, og det var under denne overskrift, at Marianne var inviteret til at fortælle om GoCollectives arbejde med fastholdelse af seniorer og vores seniorpolitik.
I samtale med Natasja Crone, gav vores CEO et indblik i, hvordan vi arbejder målrettet med seniorfastholdelse og opkvalificering. Hos os i GoCollective er seniorpolitik nemlig ikke blot et kapitel i medarbejderhåndbogen, det er en hjørnesten i vores kultur og vores rolle som samfundsaktør. Samtalen kom omkring både seniorsamtalerne og de forskellige seniorordninger vi har samt betydningen af seniorerne for os som virksomhed og for det danske arbejdsmarked.
En særlig tak skal lyde til vores gode kollega og buschauffør Per Kristensen, som havde ladet sig interviewe op til dagen, og som gav alle deltagere et indblik i, hvordan man gennem forskellige seniorordninger kan skabe rammerne til at få fritid og arbejdsliv til at gå hånd-i-hånd som senior på arbejdsmarkedet.